Bæredygtighed er en forudsætning for de store kontrakter
Sund & Bælts administrerende direktør, Mikkel Hemmingsen, gjorde det klart, at bygherren ikke kommer til at betale hele bæredygtighedsregningen. Foto: Bernt Hertz Jensen.Foto: Bernt Hertz Jensen.
Bernt Hertz JensenBerntHertz Jensen
PublishedModified
Hvis nogen skulle være i den vildfarelse, at ESG-kriterier (Environment Social & Governance) bare er nok et irriterende EU-benspænd, så blev der rammet en solid pæl gennem den antagelse på årets Fehmarn Link Innovation Conference på Engesholm Gods ved Maribo.
Allerede konferencens første oplæg leverede et budskab, der er svært at sidde overhørig. Det kom nemlig fra Sund & Bælt administrerende direktør, Mikkel Hemmingsen, der ikke lagde fingre imellem:
– Virksomheder, der er gode til det (ESG, red.) vil vinde udbuddene. Det kommer til at koste, og vi er villige til at betale – men ikke det hele, lød det fra konferencens hovedtaler.
Vil ikke betale for el-dumpere Og til de virksomheder, der havde tænkt sig, at vælte omkostningerne til at leve op til ESG-krav i fremtidige udbud over på bygherren, blev budskabet skåret ud i pap:
– Vi kommer ikke til at betale for en entreprenørs investering i 100 elektriske dumpere, sagde Mikkel Hemmingsen. Og så var scenen ligesom sat.
Regulering drypper nedad Hvis budskabet ikke var sunket ind efter Mikkel Hemmingsens oplæg, så var næste oplægsholder klar til at hjælpe. Strategi- og bæredygtighedschef for Danmarks næststørste entreprenørkoncern, Trine Lyng Madsen fra MT Højgaard, gjorde det helt klart:
– EU-regulering drypper nedad. Vi skal kvantificere bæredygtighed, og det skal vores underentreprenører også. Det handler om de P’er – People, Planet og Profit, fortalte hun i sit oplæg.
ESG-krav fra 2025 ESG-rapportering bliver et EU krav for alle virksomheder med over 500 ansatte fra 2025. Og når det regner på præsten, så drypper det på degnen. Så hvis for eksempel MT Højgaard skal kunne redegøre for klimabelastning, sociale faktorer og god virksomhedsledelse, så skal underleverandører og -entreprenører også.
På FemernReports spørgsmål om, hvorvidt der så også føres kontrol med, om de rapporterede tal er korrekte, var svaret dog knap så kategorisk:
– I dag er der ikke kontrol med LCA-tal (Life Cycle Assesment eller livscyklusvurdering af eksempelvis klimabelastning ved byggerier, red.). Men der vil givetvis komme en form for kontrol, sagde Trine Lyng Madsen.
Sådan kan man også angribe bæredygtighed. En af deltagerne til Fehmarn Link Innovation Conference havde valgt dette transportmiddel til Engestofte ved Maribo på Lolland. Foto: Bernt Hertz Jensen.
Til bæredygtighedskonference i helikopter
Omkring 120 deltagere var mødt op til Fehmarn Link Innovation Conference, der var arrangeret af Erhvervsfyrtårn Femern. En enkelt deltager havde tydeligvis sit helt eget syn på dagens tema, der var bæredygtighed i megainfrastruktur. I hvert fald var vedkommende mødt op i en privathelikopter.