Et nyt Folketing er blevet valgt. 179 mandater er blevet besat – nogle af gamle kendinge, andre af nye ansigter.
Blandt dem, der ikke er med længere, er tre af transportordførerne fra sidste periode.
To fik ikke stemmer nok
Det drejer sig om De Radikales Rasmus Helveg Petersen, der ikke fik stemmer nok, og om Venstres Kristian Pihl Lorentzen, der også manglede opbakning til at fortsætte.
Ude grundet rotationsprincip
Derudover er Enhedslistens Henning Hyllested ude – han genopstillede ikke, da han måtte stoppe på grund af Enhedslistens rotationsprincip.
Genvalg til syv
Til gengæld er syv andre transportordførere blevet genvalgt, nemlig socialdemokraten Thomas Jensen, De Konservatives Niels Flemming Hansen, Nye Borgerliges Mette Thiesen, SF’s Anne Valentina Berthelsen, Liberal Alliances Ole Birk Olesen, Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen og Alternativets Torsten Gejl – sidstnævnte var partiets eneste repræsentant og derfor ordfører for alting, inklusive transport. Om de genvalgte bevarer deres poster som ordførere er ikke givet – de nyvalgte folketingsgrupper skal først konstituere sig senere og fordele de mange ordførerskaber.