Fra første januar 2024 får Lolland-Falster ét stort, lokalt vagtselskab. CS Vagt fra Maribo og AL-Sikring fra Nykøbing Falster slår sig nemlig sammen under navnet CS Vagt Aps. Det skriver Lolland-Falsters Folketidende.
Formalisering af årelangt samarbejde
De to selskaber har allerede arbejdet tæt sammen gennem flere år, og nu formaliseres samarbejdet altså i en egentlig fusion.
– Jeg stiftede CS Vagt i 1996, og i de seneste tre-fire år har jeg og Lars (Wilms, red.) talt om, at han skulle ind som partner i et ApS, siger Claus Stechnik fra CS Vagt, til avisen.
Alle vagt- og sikkerhedsopgaver på Femernprojektet
Det nye selskab vil stå for alle vagt- og sikkerhedsopgaver på Femernprojektet – lige som hidtil, og Femernprojektet er da også et af selskabets allerstørste kunder:
– Vi har brugt massevis af timer på Femern, siger Claus Stechnik.
Den tid er blandt andet brugt på at skaffe helt særligt udstyr til brug ved byggeriet. Der er også gået meget tid med at få de forskellige regler på henholdsvis dansk og tysk side samt i internationalt farvand til at gå op i en højere enhed. Det har ikke været helt let, men det er en investering:
– De erfaringer kan vi bruge til gavn for vores kunder i fremtiden, fortæller han til Folketidende.
Udsat på grund af papirarbejde
Fusionen var egentlig planlagt til den første oktober i år. Men papirarbejdet med attester og certifikater var noget mere omfattende end først beregnet:
– Så det bliver først fra første januar. Men i virkeligheden fungerer vi allerede nu som ét selskab, fortæller Claus Stechnik til Folketidende.