Hvis man vil have en idé om, hvor stort Femernprojektet faktisk er, så kan man kaste et blik på antallet af medarbejdere hos det største tunnelkonsortium, FLC.
Da vi for et år siden skrev om, hvilken effekt tunnelbyggeriet havde på beskæftigelsen på Lolland-Falster, var FLC allerede regionens største virksomhed målt på antal ansatte. Dengang var der 902 ansatte på lønningslisten hos tunnelkonsortiet. Men siden har der altså været travlt i personaleafdelingen.
Har rundet 3.000 ansatte
Kommunikationschef Eva Bunimowizc oplyser i mail til FemernReport, at konsortiet nu har rundet 3.000 ansatte. Langt de fleste af de mange medarbejdere kommer fra udlandet – primært Polen og Rumænien. Men FLC fortæller, at de har ansatte med 50 forskellige nationaliteter.
Aktiviteten på tunnelbyggeriet har ikke toppet endnu. Det ventes den at gøre indenfor det næste års tid, så der er udsigt til, at der skal udskrives endnu flere lønsedler.
Dermed skulle det være sikkert og vist, at det er Femernprojektet, der er den direkte årsag til, at Lolland Kommune er røget op på en sjetteplads over de danske kommuner med størst vækst i beskæftigelsen.
Rødbyhavn er jobmagneten
Når Femernprojektet er færdigt, så er det forventningen, at der vil være mellem 1.000 og 1.500 permanente arbejdspladser i forbindelse med elementfabrikken i Rødbyhavn. Folketinget vedtog i december, at fabrikken bliver liggende, når tunnelen er bygget færdig.
Dermed ligger de to ubetinget største arbejdspladser i Lolland Kommune i Rødbyhavn. Det er nemlig feriecentret Lalandia, der er kommunens næststørste virksomhed målt på antal ansatte.