For 15 år siden, da Femern Belt Development blev stiftet, var fondens fokus at få forbindelsen til at blive til noget. Senere flyttede fokus til at få så mange lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner med på vognen som overhovedet muligt – og få tiltrukket nye virksomheder til området ved hjælp af tunnelbyggeriet.
Plads til nyt fokus
Det arbejde er også godt i gang, så nu er der plads til et nyt fokus, fortæller direktør i Femern Belt Development, Stig Rømer Winther.
– Nu vil vi gerne have, at Femern Bælt Development i de kommende år skal skifte fokus fra kun at arbejde med Femernforbindelsen til også arbejde med de andre store infrastrukturprojekter rundt omkring i Danmark, siger han og peger blandt andet på den danske regerings nye energiøer i Nordsøen.
Håber på at styrke området
Håbet er, at Femernforbindelsens tiltrækning af store erhvervsvirksomheder og vidensarbejdspladser, sammen med elementfabrikkens mulige forbliven efter tunnelbyggeriets afslutning, kan styrke området. På den måde kan lokalt forankret ekspertise bruges til andre infrastrukturprojekter.
– Det kan være med til at skabe varige arbejdspladser og uddannelsespladser i fremtiden hernede på Lolland Falster, siger direktøren, hvis værste mareridt er, hvis Lolland-Falster ikke “kender sin besøgelsestid”.
Ud i verden med mega-infrastruktur
Derfor kommer de næste par år hos Femern Belt Development også til at handle om “at klemme de absolut sidste dråber ud af det her”, som Stig Rømer Winther det.
Det er hans og bestyrelsens forventning og håb, at det, med de store erhvervsvirksomheders ankomst, også bliver mere attraktivt for uddannelsesinstitutionerne at etablere sig i området.
– Det er sindssygt vigtigt for mig og for bestyrelsen i Femern Belt Development, at vi sikrer, at den viden, der bliver udviklet på Femernprojektet og de efterfølgende projekter, kommer unge mennesker og virksomheder til gavn hernede. Det skulle gerne være sådan i år 2035, at det er unge mennesker og virksomheder fra Lolland-Falster og Sydsjælland, der rejser ud i verden og bygger mega infrastrukturer. Det er planen … punktum! siger Stig Rømer Winther.