I 2050 vil antallet af borgere mellem 20 og 69 år – altså i den arbejdsdygtige alder – i Danmark være faldet med i alt 133.000 personer. Samtidig vil befolkningen samlet set stige med 207.000. Med andre ord vil der være 3,5 procent færre i den arbejdsdygtige alder til at finansiere velfærdssamfundet og holde erhvervslivet i gang. Det viser en ny prognose fra Dansk Erhverv, der er udregnet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Forskellen mellem de danske kommuner er stor. Kommunerne omkring Hovedstaden og i Østjylland vil opleve en nettotilgang af arbejdsduelige borgere, mens det ser temmelig sort ud, jo længere man kommer væk fra de større byer. For de tre danske kommuner i Femern Bælt Regionen – Lolland, Guldborgsund og Vordingborg – ser det endnu grimmere ud.
Lolland hårdest ramt
Værst ser det ud for Lolland Kommune. Her vil andelen af befolkningen i den arbejdsduelige alder falde med hele 20,7 procent frem til 2050. I absolutte tal svarer det til 23.648 personer. Meget bedre står det ikke til i Guldborgsund, hvor tilbagegangen er på 15,1 procent eller 36.149 personer. Vordingborg Kommune står med 10,4 procent eller 27.687 personer færre i arbejdsmarkedsalderen i 2050.
Der bliver således betydeligt færre til at tjene pengene og flere til at bruge dem. Og langt færre til at passe jobs i velfærdsfag og industri.
Gør det modsatte
100.000 kroners spørgsmålet er så: Hvad kan og skal hvem gøre ved det? Et dristigt bud på et svar herfra er ”sådan cirka det modsatte af hvad vi gør nu”. Alle tre kommuner fattes penge og er nødt til – år efter år – at præsentere brutale sparekataloger. Befolkningen er allerede uhyre vedligeholdelseskrævende, så for at få råd til sundhed, ældrepleje og specialtilbud, så sparer kommunerne på skoler, kultur- og fritid og transportinfrastruktur.
Det kan man sådan set ikke fortænke lokalpolitikerne i. De folk, der skal stemme på dem, er for en stor del de samme, der efterspørger velfærdsydelserne, så at spare dér er den sikre vej til ikke at blive genvalgt. Alligevel er der ingen vej udenom, hvis katastrofen skal afværges.
Kommer til at gøre ondt
Kommunerne bliver nødt til at tage en dristig tilgang til omprioritering af deres budgetter. I stedet for at skære ned på skoler, kultur og infrastruktur, bør der investeres i disse områder for at tiltrække og fastholde yngre beboere og familier. Det er et nulsumsspil, der uundgåeligt kommer til at gå ud over ældre, syge og handicappede. Men det kommer til at gøre ondt, hvis det skal ende med at blive godt.
Indgå partnerskaber
Kommunerne skal også indgå partnerskaber med private virksomheder for at finansiere og udvikle lokale projekter. Dette kan inkludere udvikling af nye boligområder, forbedring af infrastruktur og støtte til lokale virksomheder og startups.
Invester i infrastruktur
Det nytter heller ikke at skære ned på eksempelvis de lokale busser. Investeringer i transportinfrastruktur for at forbedre tilgængeligheden til og fra kommunerne i form af bedre veje, flere, billigere og bedre offentlige transportmuligheder er også en forudsætning for at tiltrække og fastholde stærke og økonomisk selvkørende borgere.
Uddannelser der matcher lokalt behov
Staten er også nødt til at bidrage på blandt andet uddannelsesområdet. De lokale uddannelsesinstitutioner skal tilbyde relevante uddannelser og træningsprogrammer, der er tilpasset det lokale arbejdsmarkeds behov. Det kommer også til at koste.
Importer arbejdskraft
Endelig er der et par ting, som kommunerne i større eller mindre grad allerede er i gang med. Lolland Kommune har således haft succes med at importere SOSU-personale fra Spanien, og der er ingen tvivl om at en ikke ubetydelig del af fremtidens arbejdskraft skal komme fra udlandet, hvis hjulene skal holdes i gang.
Markedsføring i fællesskab
Markedsføring i form af målrettede kampagner for at tiltrække nye borgere til regionen. Kampagnerne kan fremhæve områdets fordele som lavere leveomkostninger, naturskønne omgivelser og et tæt samfund. Spørgsmålet er så, om ikke de tre kommuner i Femern Bælt regionen ville have større succes med at markedsføre sig sammen i stedet for som konkurrenter.
Fremtidsudsigterne er dystre, og det kommer til at gøre ondt. Men der er håb, hvis man tager modige, proaktive strategiske beslutninger nu. Om 25 år er det for sent.
